New Orleans’ musikalske sjæl kommer til Tønder
Tønder Festival er i julehumør og kan med projektet Take Me To The River præsentere noget af det bedste fra musikbyen New Orleans.
Tønder Festival modtager 750.000 kr. fra Udlodningsmidler
Tønder Festival modtager 750.000 kr. fra de såkaldte Udlodningsmidler til at skabe fokus på musik fra mindretalskulturer.
Tønder Festival har længe ønsket en mulighed for at understøtte mindretalsmusik over grænserne. Ikke mindst med blik på Europa, hvor der overalt spilles musik, som stammer fra mindretalskulturerne.
Nu er der bevilget 750.000 kr. til formålet. Pengene kommer fra Udlodningsmidler, som tidligere hed Tips- og Lottomidler, hvor Kulturministeriet står for mere end 80 procent af de årlige tildelinger.
“Der er mere end nogensinde brug for at undgå grænsekonflikter og hæve mindretallenes kulturelle stemme. Musik og kultur kan i den sammenhæng gøre en forskel,” siger Henrik Juul, formand for Tønder Festival Fond.
Tønder Festival som central aktør
Tønder Festival har gennem årene arbejdet for, at den folkelige musik bidrager til fælles forståelse. Festivalen præsenterer et bredt udsnit af den musik, der på mange måder definerer kulturen i de europæiske lande – herunder ikke mindst mindretalskulturer. Senest var Tønder Festival med på en konference i Manchester i oktober 2023, hvor en række mindretal var repræsenteret med musik/kultur.
Den folkelige musiks styrke
Eksempler på folkelig musik fra europæiske mindretal er den kendte musik fra roma-kulturen, klezmer-musik fra Central- og Østeuropa, folkemusik fra Balkan og de mere orientalsk betonede genrer, musik med rødder i Andalusien og Baskerlandet samt den ukrainske folkemusik.
Ikke kun et kontor
“Under Tønder Festival vil vi gerne igangsætte en række workshops, hvor musikere med nationale udtryk samarbejder på tværs af holdning, grænser og konflikter. Omdrejningspunktet for musikerne bliver den lokale kulturskole og allerede i december forventes at afholde den første workshop for mindretals musik i Tønder,” siger Kristina Lehmann Schjøtt, direktør for Tønder Festival.
Festivalen har længe søgt politiske opbakning til indsatsen, og især Søren Søndergaard fra Enhedslisten har arbejdet i den sidste fase for den økonomiske opbakning.
”Men fra hele det politiske spektrum har vi mærket opbakning til tankerne om at give plads og rum for mindretalsmusikken. På den måde føjer vi endnu et ben til den politiske opbakning bag Stationen (den gamle jernbanestation i Tønder), Hall of Fame og vores Folk-Roots-arkiv,” siger Henrik Juul.
Det er Folk-Roots-arkivet med beliggenhed i Tønder der i første omgang skal varetage opgaven.