
The Langan Band aflyser – Matt Andersen og Mikael K træder til
Den skotske folk-trio The Langan Band har desværre måttet melde afbud til årets Tønder Festival på grund af sygdom i nærmeste familie.
Lige siden Tina Dickow var på festivalplakaten i 2016, har hun ønsket sig at vende tilbage. Nu gæster hun Tønder Festival sammen med sin musikalske partner og ægtemand, Helgi Jonsson. Og publikum kan se frem til en akustisk koncert fuld af nærvær, rødder og fortællinger.
Når Tina Dickow vender tilbage ni år efter, at hun stod på scenen i Tønder første gang, er det ikke tilfældigt. Faktisk har det været et stort ønske for hende længe. Og allerede sidste år spurgte hun Tønder-veteranen Signe Svendsen, om hun mon kunne lægge et godt ord ind for hende, hvis chancen skulle byde sig.
“Jeg er selv vokset ud af dét musikalske univers. Flasket op med amerikanske singer-songwriters og skotsk og irsk folkemusik. Den akustiske, håndspillede musik med de gode fortællinger - det er jo dér, mit hjerte ligger. Og jeg har altid tænkt, jeg var et oplagt navn til en festival som Tønder og undret mig lidt over, at jeg kun har spillet der en enkelt gang i min 25 år lange karriere. En kvinde med en akustisk guitar - det ligger da lige til højrebenet, ik’?,” siger Tina Dickow.
I år gæster hun festivalen sammen med sin musikalske partner og ægtemand, Helgi Jonsson, og de glæder sig begge.
En festival med musikken i centrum
Tina Dickow og Helgi Jonsson har spillet på mange festivaler gennem årene, men oplevelsen i Tønder adskiller sig fra de fleste.
“Fra vores første gang på Tønder Festival husker jeg især kontrasten til de rock- og popfestivaler, vi tit har spillet på, hvor musikken er blevet mere og mere sekundær. På Tønder handler det om musik - både for publikum og for musikerne. Det mærker man straks. Backstage var der mange, der havde instrumenter med og sad omkring bordene og varmede op med violiner og guitarer. Og sang sammen. Det ser man ikke så tit på andre festivaler,” husker hun.
En nordisk duo med akustisk sjæl og et twist
Når Tina Dickow og Helgi Jonsson går på scenen i Telt 1 fredag eftermiddag, bliver det en koncert med et intimt og organisk udtryk.
“Det er så skønt for os at spille den slags akustiske koncerter, hvor vi dynamisk kommer helt ned, men faktisk også helt op undervejs. Bare os to på scenen. Min baggrund er jo den amerikanske tone, og Helgis er mere nordisk, men med det twist, at han er uddannet klassisk trækbasunist. Så det bliver folk’et, men ja - med et twist,” siger hun.
Rødder, traditioner og nærvær
At spille på en festival, der hylder rødder og tradition, er mere end bare en booking for Tina Dickow. Det føles betydningsfuldt og meningsfuldt – både musikalsk og kulturelt.
“I den amerikanske og irske folkemusik, som jeg er vokset op med, har det altid været tydeligt, at kunstnerne stod på skuldrene af ældre kolleger og overleverede traditioner. Og det er med til at give musikken en tyngde, en kraft og en respekt, som vi godt kunne bruge mere af i dansk musik,” siger hun.
For Tina Dickow er det fortættede nærvær, som er en del af Tønder Festivals DNA, selve grunden til, at hun spiller koncerter. Og det er også det, publikum har i vente.
“Masser af nærvær! Og en masse sange leveret med lige dele humor og alvor - af to mennesker, der brænder helt afsindigt for at spille musik sammen.”
Børnenes ilddåb
Ud over koncerten glæder Tina Dickow sig til at opleve festivalen som deltager med familien - både sine forældre og parrets tre børn. Og hun håber, at børnene også vil kunne mærke den særlige stemning.
“Mine forældre er garvede udi Tønder og folkemusikfestivaler, men børnene har kun været med på de rockede festivaler. Så jeg håber, det bliver en oplevelse for dem at komme ind i folkemusik-universet, hvor man mærker musikkens rødder ekstra stærkt.”
Tønder Festival 27. 28. 29. 30. august 2025
www.facebook.com/tonderfestival
Instagram: TONDERFESTIVAL
Billetsalg: www.TF.dk