Spring til indhold
27. - 30. august 2025
Fotograf: Asmus Kromann Bork

Vellykket præmiere på "Trubadur – Kærligheden til Tønder"

Udgivet 23. februar 2025

En hyldest til Tønder Festival

Forestillingen indfanger essensen af festivalens fællesskab, spilleglæde og kærligheden til folkemusikken.

Fredag den 21. februar 2025 løb den længe ventede premiere på Trubadur – Kærligheden til Tønder på Kolding Egnsteater af stablen. Forestillingen, som er en teaterkoncert, er en smuk hyldest til Tønder Festival, der indfanger essensen af festivalens fællesskab, spilleglæde og kærligheden til folkemusikken. Med en kombination af humor, følsomhed og festlige indslag giver Trubadur både nye og erfarne festivalgængere mulighed for at opleve festivalens musikalske univers på en helt ny måde.

Vellykket premiere på en original idé

Idéen til forestillingen opstod, da Jakob Tekla Jørgensen, direktør for Kolding Egnsteater, blev inspireret af sin egen rejse ind i folkemusikkens verden.

Mødet med Tønder Festival, første gang han deltog for halvandet år siden, gjorde indtryk, da han opdagede, hvordan musikken på festivalen, uanset oprindelse, talte et fælles sprog, der berørte hjerterne på både artister og publikum.


En teaterkoncert med dybde og nærvær

Publikum får en intens og nærværende oplevelse, når de seks talentfulde musikere og skuespillere Jens Andersen, Nana Schwartzlose, Jesper Lohmann, Uta Motz, Mikas Bøgh Olesen og Joakim Okkels tager dem med backstage til forberedelserne op til en festivaloptræden. Forestillingen udforsker ikke kun musikkens magi, men bringer også små dryp af dialog og humor.

I centrum står dog musiktraditionen, som skinner igennem: Fra Woody Guthries Ain't Got No Home til Bob Dylans Don’t Think Twice, It’s Alright og den inderlige Make You Feel My Love, som bringer festivalens ånd til live.

I anden akt går koncerten i gang på scenen, og vi bliver præsenteret for et væld af folkemusiknumre, der har været en del af Tønder Festivals musikprogram gennem årene. Med sange som We Shall Overcome og The Wild Rover viser forestillingen den musikalske bredde og dybde, der kendetegner festivalen.

Fire stjerner fra Gaffa

I sin anmeldelse af forestillingen fremhæver Gaffa, at Trubadur – Kærligheden til Tønder er en vellykket teaterkoncert, hvor musikken og de imponerende sangere og musikere virkelig tager fokus. Ole Rosenstand Svidt roser forestillingen for sin musikalske kraft, med et væld af klassiske og nyere folkesange, der skaber en dyb forbindelse til festivalens ånd.

"Først og fremmest er Trubadur – kærligheden til Tønder dog en utvetydig kærlighedserklæring til Tønder Festival, som kan være godt tilfreds med resultatet. Og hvis jeg ikke allerede havde det, så fik jeg da i den grad lyst til at besøge festivalen tæt på grænsen om lidt over et halvt år. Teaterkoncerten var næsten som at være der selv."

Hos Tønder Festival er vi både glade for og stolte over at være en del af en så kraftfuld hyldest til de værdier, der kendetegner festivalen og som på rørende og levende vis hylder festivalens ånd og musiktradition. Der er noget unikt ved at få lov at opleve Tønder Festival gennem denne forestilling – det er som en koncentreret oplevelse af festivalens musik og ånd, der formidles på en intim, men samtidig fællesskabsskabende måde.

Skuespillerne og musikerne bringer et væld af velkendte sange til live, og hele forestillingen er et vidnesbyrd om festivalens indflydelse på både kunstnere og publikum.

Stort tillykke til Kolding Egnsteater med den flotte præmiere!


Forestillingen spiller på Kolding Egnsteater frem til 11. april 2025, og billetter kan købes via teaterikolding.dk.

Nyheder

Rasmus Lyberth optages i Folkemusikkens Hall of Fame

Folkemusikkens Hall of Fame i Tønder indlemmer for femte gang en kunstner, der har spillet en stor rolle for dansk og international folk- og rootsmusik. Denne gang bliver det den grønlandske sanger, sangskriver og skuespiller Rasmus Lyberth.

Praktiske links

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tønder Festival vil bruge den information du giver i denne formular til at holde kontakten med dig og sende nyheder om og relateret til Tønder Festival. Sæt venligst kryds herunder, hvis du er indforstået med dette: