Fra og med 2025 udgår det trykte program på Tønder Festival
Det er en beslutning, der er truffet med udgangspunkt i tilbagemeldinger fra publikum og vores ønske om at prioritere festivalens ressourcer, hvor de skaber størst værdi for festivalgæsterne.
Et klart signal fra publikum
I årets publikumsundersøgelse spurgte vi jer blandt andet om, hvordan I orienterer jer om musikprogrammet på festivalen – og tallene taler deres tydelige sprog: De fleste svarede, at de bruger festivalens app, mens de af jer, der både bruger app’en og det trykte program, gav udtryk for, at I godt kunne vænne jer til kun at bruge app’en.
Appen har også fået stor ros for at være nem at bruge og for de forbedringer, der er blevet lavet det seneste år. Mange fremhæver funktionen, der gør det muligt at sammensætte en personlig spilleplan, som også er nem at tilgå og overskue.
En del af jer har nævnt, at det kræver lidt øvelse, men at appen hurtigt bliver et uundværligt værktøj under festivalen.
Effektiv ressourceanvendelse og fokus på kerneoplevelsen Det koster både penge og ressourcer at trykke og distribuere programmet. Når kun en forholdsvist lille del af publikum benytter sig af det trykte program, giver det mening at bruge pengene mere målrettet.
“Vi er glade for, at så mange af vores gæster har taget appen til sig - og at de oplever appen som et værktøj, der gør festivalen lettere at navigere i. Når vi samtidig kan mindske vores ressourceforbrug og frigøre midler til andre publikumsoplevelser, synes vi, at det er en omkostningsbevidst beslutning," siger Tønder Festivals kunstneriske leder, Maria Theessink.
Et alternativ til dem, der savner papiret Vi forstår, at nogle kan savne følelsen af at holde programmet i hånden – både som overblik og som et minde. Derfor vil vi i år tilbyde en overskuelig, printvenlig spilleplan, som kan afhentes gratis under hele festivalen. Den kommer til at minde om oversigten i det trykte program. Og som en hyldest til vores traditioner, vil man kunne finde sangteksten til ‘Will the Circle Be Unbroken’ på bagsiden.
Vi glæder os til at dele endnu en fantastisk festivaloplevelse med jer – nu med et skarpere digitalt overblik og med endnu mere fokus på det, der betyder allermest.
Har du ikke allerede downloadet appen? Du finder den i App Store og Google Play – søg på “Tønder Festival”.
I appen kan du finde spillelister med årets musik og oprette din egen tilpassede spillelist ud fra dine favoritter, beskrivelser af kunstnerne, praktisk info og seneste nyheder fra festivalen.
Med den seneste tilføjelse af syv navne til næste års program kan Tønder Festivals publikum se frem til stærke fortællinger, kompromisløs musikalsk energi og niveau og et program, der binder fortid, nutid og nye musikalske oplevelser sammen.
Lørdag den 15. november bliver Rasmus Lyberth officielt indlemmet i Folkemusikkens Hall of Fame i Tønder. Det sker ved et festarrangement på Hagge's, som der kan købes billetter til fra den 8. oktober kl. 12.00 via TF.dk
Fra britisk folk-eksplosion til californisk “golden grass” og amerikanske sangskrivere i verdensklasse. Vi lægger stærkt ud med de første otte navne på festivalplakaten for 2026.