Spring til indhold
26. - 29. august 2026

Otte nye navne føjes til plakaten

Udgivet 14. november 2025

Fra skotsk folkrock til afrofuturistisk blues

Vi har glædet os til at løfte sløret for yderligere otte navne på næste års festivalplakat - et mangfoldigt billedtæppe vævet sammen af genrer og subgenrer, af musik fra mange kontinenter, af tradition og fornyelse.

Fra amerikansk afrofuturistisk folk og Grammy-vindende blues til skotsk folkrock, irsk roots, nordisk/kurdisk elektronika og københavnsk balkanbeat. Fra inderlige fortællinger til ekstatisk energi og storslåede sceneoptrædener.


Amerikansk roots og blues møder afrofuturisme
Jake Blount og Fantastic Negrito repræsenterer to generationer af amerikansk musik med rødder i den afroamerikanske folk, blues og R&B.
Jake Blount kombinerer banjo, violin og elektrisk guitar med en afrofuturistisk tilgang, der forbinder århundredgamle traditioner med moderne genrer.
Den Grammy-vindende kunstner Fantastic Negrito vender tilbage til Tønder efter sin succesrige debutoptræden på festivalen i 2025 med sin blanding af Mississippi-blues, funk, R&B og gribende fortællinger.


Skotsk folkrock og irske stemmer
Fra Skotland kommer Skerryvore og Heidi Talbot, som begge har stærke forbindelser til Tønder Festival. Skerryvore, kendt som Skotlands førende folkrockband, lukker Open Air-scenen lørdag aften og fejrer 20 års jubilæum med deres livealbum ‘Skerryvore XX – Live at Floors Castle’.
Den irskfødte sangerinde med base i Edinburgh, Heidi Talbot, gæster festivalen med band og præsenterer sit kommende album ‘Grace Untold’, der hylder kvindelige helte gennem myter og familiehistorier.


Danske stemmer og mangfoldige rødder
På hjemmefronten byder festivalen på to markante danske navne. AySay forener anatolske folketraditioner med nordisk elektronika, og frontkvinden Luna Ersahins vokal udforsker identitet på dansk, kurdisk og tyrkisk.
Bye Bye Brenda, som er navnet på den nye duo bestående af Stine Bramsen og Kajsa Vala, bringer intime country- og americana-toner med stærke vokalharmonier og melankolske fortællinger.


Balkanbeats og nordiske melodier
Det københavnske band Tako Lako er tilbage efter flere års pause med deres karakteristiske balkan- og gypsy-beats, mens Jesper Lindell & The Brunnsvik Sounds fra Sverige præsenterer deres seneste album ‘Before The Sun’ med fuldt orkester og turnéerfaring fra USA bag sig.

Tønder Festival 2026 føjer således otte stærke navne i musikalsk topklasse til programmet, hvor internationale stjerner møder nordiske talenter, traditioner krydser grænser, og musikalske universer smelter sammen på scenen.



MERE OM KUNSTNERNE:

Jake Blount (USA)

Jake Blount er en prisvindende fortolker af sort amerikansk folkemusik med base i Providence, Rhode Island. Oprindeligt en anerkendt string band-musiker har Jake Blount banet en hidtil uset, såkaldt “afrofuturistisk” vej gennem lyd- og sangarkiver. I hans hænder bliver banjo, violin, elektrisk guitar og synthesizer til ceremonielle redskaber, som han bruger til at bringe sine forfædres oprørske kreativitet ind i nutiden.

30-årige Jake Blount favner fængslende solokoncerter og festivaloptrædener med fuldt band, crowd surfing og ekstatiske chants. Og på sine udgivelser forener han århundredgamle traditionelle sange med moderne afroamerikanske genrer.

Blount balancerer sin smag for obskurt kildemateriale med ønsket om at nå et bredere publikum og har optrådt i Carnegie Hall, Newport Folk Festival, Library of Congress og NPR’s Tiny Desk.
Siden debutalbummet ‘Spider Tales’ (2020) er hans plader blevet fremhævet på “årets bedste”-lister hos de mest anerkendte musikmedier, og han kan bryste sig af flere nomineringer og priser.

Jake Blount har medvirket på indspilninger med bl.a. Adia Victoria, Dave Hause og Adeem the Artist, været support for Grammy-vindere som Rhiannon Giddens og Molly Tuttle og rejst verden rundt som medlem af old-time-grupperne Tui og The Moose Whisperers. Han optræder også jævnligt med musikere som Mali Obomsawin, George Jackson og Nic Gareiss og har samarbejdet med Kronos Quartet under deres udsolgte 50-års jubilæumsoptræden i Carnegie Hall.

På Tønder Festival optræder Jake Blount med band, og det er hans eneste danske optræden i 2026.

www.jakeblount.com

 

Fantastic Negrito (USA)
Første gang Fantastic Negrito indtog scenen på sidste års Tønder Festival med sin helt særlige blanding af old-school blues, funk og R&B, blev han øjeblikkeligt et kæmpe hit hos publikum. Nu vender han naturligvis tilbage.

Den 57-årige kunstner med det borgerlige navn Xavier Amin Dphrepaulezz voksede op i en ortodoks muslimsk familie i USA. Som ung tog han til Oakland, hvor han blev introduceret for hiphop, punk og funk, men vendte senere tilbage til sine musikalske rødder i Mississippi‑bluesen og de afroamerikanske musiktraditioner.

Han udgav sit første album i 1996 og fik en pladekontrakt under navnet Xavier. Men hans liv blev vendt på hovedet af en alvorlig bilulykke i 1999, der var tæt på at koste ham livet og evnerne som guitarist.

15 år senere genopfandt han sig selv som Fantastic Negrito og et album af samme navn i 2014. Og året efter vandt han den amerikanske Tiny Desk Contest, som National Public Radio, NPR, er vært for. Sidenhen har han vundet tre Grammy’er i kategorien ‘Best Contemporary Blues Album’ - senest i 2021 med albummet ‘Have You Lost Your Mind Yet?’ (2020).
Fantastic Negrito har været flittig med udgivelserne. Blandt de seneste album er ‘White Jesus Black Problems’ fra 2022, hvor han har hentet inspiration i sin slægt tilbage i 1750’ernes Virginia og en kærlighedshistorie mellem en hvid kvinde og en sort slavegjort mand. I 2023 fulgte albummet ‘Grandfather Courage’ og senest ‘Son of a Broken Man’ i 2024.

På årets festival optræder Fantastic Negrito igen med band, og det er hans eneste danske optræden i 2026.

www.fantasticnegrito.com

 

Skerryvore (SCO)

Tønder Festivals publikum elsker dem, og kærligheden er gengældt. Tønder Festival spiller en særlig rolle for det skotske folkrockband Skerryvore, der skabte de tidligste forbindelser til et dansk publikum på netop Tønder Festival.
Fra 2011 og frem har Skerryvore gæstet festivalen syv gange - senest i 2024. Nu vender de atter tilbage - og lukker tilmed Open Air-scenen lørdag aften.

Skerryvore blev dannet i 2004 af de to brødre Daniel Gillespie (akkordion), Martin Gillespie (akkordion, sækkepibe), trommeslager Fraser West og sanger Alec Dalglish. De øvrige bandmedlemmer er Craig Espie (violin), Scott Wood (sækkepibe, fløjte), Jodie Bremaneson (bas) og Alan Scobie (keyboard). Siden den ydmyge begyndelse har bandet vundet adskillige priser, udgivet ni album og turneret i hele verden.
Det er sagt om Skerryvore, at de har indtaget tronen som Skotlands førende folkrockband, efter at Runrig abdicerede i 2018. Det er ikke helt forkert. Det otte mand store band bygger på de samme stolte musiktraditioner - populært kaldet folkrock fra det skotske højland. Men Skerryvore henter ikke kun inspiration i den traditionelle skotske musik. De trækker også på cajun, country og rock i forskellige afskygninger.

Bandets seneste album, ‘Skerryvore XX – Live at Floors Castle’ (2025) er et jubilæumsalbum, indspillet live ved det historiske Floors Castle i Skotland for at fejre bandets 20-års jubilæum. Albummet samler 15 numre, hvor rejsen fra deres skotske rødder til en global scene tydeligt kan høres, og det rummer gæsteoptrædener fra blandt andre Nathan Carter og The Eves og et storslået finalenummer med The Royal Edinburgh Military Tattoo Pipes and Drums.
www.skerryvore.com


Heidi Talbot (IRL/SCO)

Den irskfødte sangerinde Heidi Talbot, der i dag er bosat i Edinburgh, har skabt sig en bemærkelsesværdig karriere i krydsfeltet mellem folk, roots og moderne musik. Opvokset i Co. Kildare fik hun sit internationale gennembrud med det irsk-amerikanske band Cherish the Ladies og har siden stået på scenen i Det Hvide Hus, operaen i Sydney og mange flere steder.

Kendt for sin fine, lysende stemme og evnen til ubesværet at bevæge sig mellem musikalske verdener har Talbot turneret på de fleste kontinenter og samarbejdet med kunstnere som Mark Knopfler, Graham Coxon, Eddi Reader og Jerry Douglas.

Hendes ni soloalbum viser en udvikling fra traditionelle rødder til personlige, selvproducerede projekter. Blandt højdepunkterne er fire udgivelser på Compass Records og det anmelderroste ‘Sing It For A Lifetime’ (2022), som hun havde med, da hun gæstede Tønder Festival i 2022.

Heidi Talbots kommende album ‘Grace Untold’ (21. november 2025) markerer hendes debut som producer og hylder kvindelig styrke gennem myter og erindringer. Albummet fortæller historier om Irlands gudinder og heltinder som Grace O’Malley, Brigid of Kildare og Anna Parnell og om kvinderne i Heidi Talbots egen familie.

Sammen med sin mangeårige samarbejdspartner Boo Hewerdine trækker Talbot på tidlige inspirationer som Mary Black og Nanci Griffith for at skabe musik, der er lysende, ærlig og dybt menneskelig.
På Tønder Festival i 2026 optræder Heidi Talbot med band.

www.heiditalbot.com


Se Tønder Festivals backstageinterview med Heidi Talbot fra 2022: https://www.youtube.com/watch?v=OO0AD3djpy4


AySay (DK)

AySay er et band, der forener anatolske folketraditioner og nordisk elektronika. På dansk, kurdisk og tyrkisk skaber de et psykedelisk rum, hvor grænser opløses, og kun den rå menneskelige oplevelse står tilbage – et sted mellem håb og håbløshed.

AySay hylder mangfoldigheden og bygger bro mellem kulturer. Med Luna Ersahins dragende, kraftfulde vokal i front og de virtuose musikere Aske Døssing Bendixen og Carl West Hosbondved, skaber bandet et musikalsk univers, der bevæger sig mellem de nordiske landskaber og Anatoliens hjerte. Ved at kombinere traditionelle instrumenter som saz med moderne pop og elektroniske elementer skaber de et lydunivers, der bryder med genrer og samler verdener.
Bandet har modtaget fire Danish Music Awards Roots og Carl Prisen, og deres to album ‘Su Akar’ (2021) og KÖY (2023) har cementeret deres position som et af Danmarks mest originale bands. AySay har begejstret publikum på scener som Roskilde Festival, Montreal Jazz Festival, Les Escales, Eurosonic og Reeperbahn og turnéret i Europa, Canada, Grønland og Tyrkiet.
Som solist står Luna Ersahin som en af tidens mest markante danske stemmer. Hendes sange skildrer livet som kurdisk/dansk kvinde i Danmark med både styrke og sårbarhed. Hun forvandler sprog til klang og tilhørsforhold til lyd. I hendes musik bliver identitet ikke et spørgsmål om enten-eller, men til en musikalsk verden af mangfoldighed.
Ud over koncerterne med AySay vil publikum kunne opleve Luna Ersahin som en del af Minority Language Circle, hvor hun vil synge på kurdisk.

www.aysay.dk

 

Bye Bye Brenda (DK)

Stine Bramsen og Kajsa Vala fandt hinanden i et venskab, der handler om mere end musik. Deres sjælelige forståelse gav hurtigt gnister til en kreativ proces, hvor deres stemmer smeltede sammen i en musikalsk symbiose. Stine havde altid drømt om at skabe et album med plads til sine mere introverte sider. I mødet med Kajsa blev sluserne åbnet og gav mod til at sætte ord og toner på den melankoli og det mørke, vi alle rummer. I januar 2025 udkom deres album ‘Landmarks’, og Bye Bye Brenda var skabt.

Inspireret af navne som Kacey Musgraves, Bon Iver og Phoebe Bridgers skriver Bye Bye Brenda sange med autenticitet, stor musikalitet og inderlighed. Og duoens nærværende og stærke tilstedeværelse på scenen har høstet roser fra anmeldere og begejstret publikum på bl.a. Heartland og Roskilde Festival.

Når duoen i sommeren 2026 vender tilbage til festivalscenerne, kan publikum se frem til intime koncerter fyldt med ærlige, poetiske fortællinger, country- og americana-stemninger og vokalharmonier med dybde og nærvær.

”Stine Bramsen synger som altid som en omvandrende lysterapilampe. Og Kajsa Vala spiller guitar med den sagkyndiges ro og overskud”. Sådan skrev Politiken, der også lagde vægt på, hvor smukt det lyder, når de to kvinder ”synger tostemmigt på en måde, der kan holde selv den mest indædte vintertristesse i skak”.

www.theartist.dk/artist/bye-bye-brenda

 

Tako Lako (DK)

Det københavnske balkanband Tako Lako opnåede kultstatus i 2010’erne, hvor de gang på gang væltede publikum omkuld og imponerede anmelderne med deres vanvittige og tranceskabende liveshows. Nu er de tilbage på livescenen efter flere års pause.
Bandnavnet stammer fra serbokroatisk og betyder direkte oversat “så let” eller “så nemt”. Det peger på bandets balkanrødder og på den uhøjtidelige, højenergiske tilgang til deres musik, hvor tingene netop gøres “tako lako” - med lethed og livsglæde.

Med adskillige priser i bagagen har Tako Lakos psykedeliske balkanbeats katapulteret bandet langt ud over landets grænser og resulteret i en imponerende international karriere med optrædener på festivaler som Glastonbury Festival, SXSW, Bestival og Sziget - og hundredvis af danske koncerter, bl.a. på Roskilde Festival, Smukfest og Musik i Lejet.

Men psykedeliske gypsybeats-shows på engelske undergrundsklubber og tourbusser på europæiske motorveje harmonerer dårligt med puttetider, madpakker og vuggestueindkøringer - derfor tog Tako Lako en koncertpause i 2019. Den indre gypsy-flamme blev dog aldrig slukket, så da Jonny Hefty & Jøden i foråret 2025 inviterede Tako Lako til at spille til deres 25-års jubilæumskoncert, var Tako Lako klar. Efter et stort hiphop/balkan mashup-show på Grimfest 2025 med Jonny Hefty & Jøden og DJ Static brød gypsy-flammen ud i lys luge, og Tako Lako er nu officielt tilbage på livescenen.

I Tønder kan publikum se frem til bandets nye show og nye musik - men samme utæmmede energi.

 

Jesper Lindell & The Brunnsvik Sounds (SE)

Da Jesper Lindell var 13 år, var han en stille, meget genert dreng, der samtidig var den mest talentfulde fodboldspiller i sin hjemby Ludvika - en svensk arbejderklasse-by et par timer nordvest for Stockholm. Men under en kamp brækkede han et ben og blev for en tid bundet til en kørestol. I et forsøg på at muntre ham op, spillede hans storebror Anton akustisk guitar for ham og lærte ham et par akkorder.

15 år senere brød den dengang 28-årige sangskriver, sanger og guitarist igennem med debutsinglen ‘Moving On’ (2017), der blev skabt i samarbejde med de svenske stjerner fra First Aid Kit og hurtigt indbragte ham en guldplade.

I foråret 2025 udgav Jesper Lindell sammen med sit orkester The Brunnsvik Sounds det storslåede album ‘Before The Sun’. Albummet er en efterfølger til ‘Twilight’ (2022), som udkom i efterdønningerne af corona-pandemien.
‘Before The Sun’ indtog en imponerende andenplads på den svenske Top-40 og er nu også blevet udgivet på et amerikansk pladeselskab. Og bandet har netop afsluttet en måned lang turné i USA, hvor de høstede strålende anmeldelser og fik overvældende positive reaktioner.
På Tønder Festival optræder Jesper Lindell også sammen med The Brunnsvik Sounds, der består af Jimmy Reimers (guitar, violin, trompet og vokal), Simon Wilhelmsson (trommer), Anton Lindell (bas), Rasmus Fors (keyboard) og Carl Lindval (keyboard).
Det er deres eneste danske optræden i 2026.

www.jesperlindell.com


Tønder Festival 2026 – so far:

Aaron Lee Tasjan (USA), Sam Kelly & The Lost Boys (UK), Joce Reyome (CAN), Erik Koskinen (USA), Ron Sexsmith (CAN), The Brothers Comatose (USA), James McMurtry (USA), Susan O´Neill (IRL), Ulige Numre (DK), Susto Stringband (USA), Sunny War (USA), Poul Krebs (DK), Emily Scott Robinson (USA), The Felice Brothers (USA), Rum Ragged (CAN), Daniel Lanois (CAN), Fantastic Negrito (USA), Jesper Lindell & The Brunnsvik Sounds (SE), Skerryvore (SCO), Bye Bye Brenda (DK), Jake Blount (USA), AySay (DK), Heidi Talbot (IRL/SCO), Tako Lako (DK).


Tønder Festival 26. 27. 28. 29. august 2026

www.tf.dk

www.facebook.com/tonderfestival

Twitter: @tonderfestival

Instagram: TONDERFESTIVAL

Billetsalg på www.tf.dk

Nyheder

Otte nye navne føjes til plakaten

Fra amerikansk afrofuturistisk folk og Grammy-vindende blues til skotsk folkrock, irsk roots, nordisk/kurdisk elektronika og københavnsk balkanbeat. Fra inderlige fortællinger til ekstatisk energi og storslåede sceneoptrædener.

Daniel Lanois til Tønder Festival 2026

Tønder Festival kan med stor glæde annoncere, at den legendariske canadiske musiker og producer Daniel Lanois kommer til festivalen i 2026. Det bliver hans eneste danske optræden næste år.

Syv nye navne føjes til plakaten

Med den seneste tilføjelse af syv navne til næste års program kan Tønder Festivals publikum se frem til stærke fortællinger, kompromisløs musikalsk energi og niveau og et program, der binder fortid, nutid og nye musikalske oplevelser sammen.

Praktiske links

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tønder Festival vil bruge den information du giver i denne formular til at holde kontakten med dig og sende nyheder om og relateret til Tønder Festival. Sæt venligst kryds herunder, hvis du er indforstået med dette: