Spring til indhold

De første otte navne på næste års program

Udgivet 29. september 2025

Fra britisk folk-eksplosion til californisk “golden grass” og amerikanske sangskrivere i verdensklasse

Vi lægger stærkt ud med de første otte navne på festivalplakaten for 2026.

Knap en måned efter, at den sidste tone fra årets Tønder Festival er forstummet, kan er vi glade for at kunne præsentere de første otte internationale navne fra næste års program.

Publikum kan se frem til nyskabende britisk folk, en særlig irsk americana-stemme, blues, soul, californisk rootsmusik og amerikanske historiefortællere i verdensklasse. Alle otte navne kan i 2026 kun opleves på Tønder Festival.



Britisk folkemusik med kant og kraftfuld blanding af klassisk R&B, blues og soul

Kendt som et af Storbritanniens mest dynamiske live acts forener Sam Kelly & The Lost Boys århundredgamle ballader fra de britiske øer og Nordamerika med nye, originale kompositioner. Deres album ‘Dreamers Dawn’ (2025) viser bandets unikke spændvidde, og Sam Kellys stemme – formet af den irske sean-nós sangtradition – er omdrejningspunktet. Sam Kelly deltager desuden i festivalens sangskrivercirkel for minoritetssprog, hvor han synger på kornisk.

Fra Canada kommer Joce Reyome med sin kraftfulde stemme, der balancerer klassisk R&B, blues og soul. Den canadiske sanger og bassist har turneret internationalt, modtaget flere nomineringer til MUSIC PEI Awards og vandt i 2025 International Blues Challenge i Memphis. På Tønder Festival kan publikum opleve en nærværende koncert med Joce Reyome og band.



Amerikanske og canadiske historiefortællere og roots-ikoner

Den amerikanske siger-songwriter og guitarist James McMurtry har for længst indtaget en central plads i moderne roots- og americanamusik med sin præcise historiefortælling, der blander intense karakterportrætter og rå americana. Hans nye album ‘The Black Dog and the Wandering Boy’ (2025) viser hans talent for at skildre (virkelige) mennesker og steder med humor, smerte og respekt. Han optræder på festivalen med fuldt band.
Guitarist i Jeffrey Foucaults band, der spillede sin egen solokoncert på årets festival og blev en øjeblikkelig publikumsdarling, amerikanske Erik Koskinen, vender tilbage. Han “skriver som Dylan, ligner Hank Williams, går som John Wayne, ryger som James Dean og spiller som ingen anden”. Og selvom hans jordnære, præcise sange har rødder i amerikansk rootsmusik, forener han rå poesi og rytmisk integritet i sin helt egen lyd, når han går på scenen med sit band.

Canadiske Ron Sexsmith har i tre årtier forfinet sit melankolske, melodiske udtryk. Med klassiske album som ‘Retriever’ (2004) og senest ‘Hangover Terrace’ (2025), som er en slags efterklang af de seneste år med pandemi og livets op- og nedture, er hans udtryk kendetegnet ved en ærlig, følsom lyrik, smukke melodier og en underspillet vokal, der fremhæver små nuancer og rammer dybt.

På Tønder Festival spiller han en intim solokoncert og indgår desuden i Gentlemen’s Circle.



Californisk “golden grass” og kosmisk americana

I San Francisco har brødrene Ben og Alex Morrison skabt deres egen “golden grass”-lyd – en solrig blanding af bluegrass, rock og folk. Med seks album, millioner af streams og store festivaler bag sig bringer kvintetten The Brothers Comatose den californiske varme til Tønder som bannerførere for en blomstrende West Coast roots-bevægelse, der fusionerer oldschool strenginstrumentering, singer/songwriter-håndværk og rock’n’roll-begejstring.

Queer-kunstneren Aaron Lee Tasjan er en af de mest nyskabende stemmer på den amerikanske roots- og indie­folk-scene. På sit seneste album ‘Stellar Evolution’ (2024) blander han synth-drevne eksperimenter med folk-rødder og stærke personlige fortællinger i sange, der blev skabt i en tid med stigende politisk pres og hadefuld højrefløjsretorik mod LGBTQ+-miljøet i de amerikanske sydstater. I Tønder kan publikum se frem til et alsidigt sæt, der spænder fra alternativ country til kosmisk pop.



Irsk stemme med sjæl

Den irske sanger og sangskriver Susan O’Neill besidder en stemme med både kraft og sårbarhed. Hun fik sit gennembrud med samarbejdsalbummet ‘In The Game’ (2021) sammen med den irske sanger og sangskriver, Mick Flannery, og toppede de irske hitlister med soloalbummet ‘Now in a Minute’ (2024). I Tønder kan publikum opleve O’Neill i en duo-konstellation.



Billetsalg 2026

Billetsalget til Tønder Festival 2026 starter den 1. oktober og stiger i 4 pristrapper. Endagsbilletter og campingbilletter til 2026 bliver sat til salg på et senere tidspunkt.



01.10.25-14.10.25

1.995 kr. (Early Bird - Spar 500 kr.*)


15.10.25-31.10.25

2.295 kr. (Spar 200 kr.*)


01.11.25-21.11.25

2.395 kr. (Spar 100 kr.*)


22.11.25-29.08.26

2.495 kr.

 

*Ift. slutprisen



MERE OM KUNSTNERNE:

Sam Kelly & The Lost Boys (UK)
Sam Kelly & The Lost Boys har tidligere besøgt Tønder Festival til stor begejstring for publikum. Nu vender de tilbage med den forfriskende, moderne energi, som de bringer til den britiske folktradition.
Efter et års pause vendte Sam Kelly tilbage i 2025 med albummet ‘Dreamers Dawn’, hvor århundredgamle sange fra England, Skotland, Irland og USA møder nye kompositioner skrevet sammen med banjovirtuosen Jamie Francis. Med en fængende og alsidig lyd bevæger albummet sig fra eventyrlige fortællinger om sørøvere og krybskytter til nutidige temaer som mental sundhed.
Siden starten af 2016 har Sam Kelly & The Lost Boys markeret sig som et af Storbritanniens mest dynamiske livebands og fyldt festivaltelte verden over. Gruppen består af nogle af den britiske folk­scenes mest efterspurgte musikere: Graham Coe på cello, Toby Shaer på fløjter og violin, Archie Moss på melodeon og Evan Carson på trommer. Repertoiret spænder fra traditionelle ballader til overraskende rockklassikere, og deres koncerter er kendt for virtuositet og spilleglæde.
Sam Kellys karakteristiske stemme er bandets naturlige midtpunkt. Med rødder i den irske sean-nós sangtradition fra sin bedstefar, forener han tradition med moderne pop-elementer og et kraftfuldt rockpræg.

Ud over arbejdet i The Lost Boys har Sam Kelly også skrevet og sunget på kornisk - et keltisk sprog nært beslægtet med walisisk og bretonsk. I 2015 vandt han Pan Celtic Song Contest og var den første til at synge på kornisk i landsdækkende britisk radio. I den forbindelse kommer Sam Kelly i 2026 også til at være en del af Tønder Festivals særlige sangskrivercirkel, hvor kunstnerne synger på hver deres minoritetssprog.

Eneste danske optræden i 2026.
www.samkelly.com/the-lost-boys



Joce Reyome (CAN)

Joce Reyome, der oprindeligt stammer fra Attleboro, Massachusetts, har de seneste seks år finpudset sine musikalske færdigheder. I 2016 flyttede de til Prince Edward Island i Canada for at studere musik på videregående niveau på Holland College. Siden har Joce Reyome været efterspurgt som vokalist og studiemusiker inden for en lang række genrer og turneret internationalt som bassist med prisvindende kunstnere som Dylan Menzie, Russell Louder og Brandon Howard Roy. Og Joce Reyome selv er blevet nomineret til fire MUSIC PEI Awards.

Joce Reyomes debutsingle ‘Cross My Heart’ (2021) blev indspillet og produceret af Erin Costelo og Colin Buchanan. Med inspiration fra kunstnere som Aretha Franklin, Janis Joplin og Tracy Chapman bringer Joce Reyome old school-vibes ind i nutiden med en blues- og soul-vokal, der hylder klassisk R&B og samtidig føles frisk og personlig.

Reyome har modtaget bred anerkendelse for sine liveoptrædener. I 2025 vandt de solo/duo-kategorien ved International Blues Challenge i Memphis, som er et vigtigt springbræt for bluesmusikere verden over.

Publikum kan se frem til en oplevelse, hvor blues og soul mødes i et fortættet nærvær og rå ærlighed og får hjertesorg, tab, håb og humor frem.
På Tønder Festival optræder Joce Reyome med band, og det er deres eneste danske optræden i 2026.

www.jocereyome.com



Erik Koskinen (USA)

“Skriver som Dylan, ligner Hank Williams, går som John Wayne, ryger som James Dean og spiller som ingen anden.” Sådan har Spinout Records beskrevet den amerikanske sanger og sangskriver, multiinstrumentalist og producer, Erik Koskinen.
Hans musik lader sig ikke inddele i undergenrer - stilistisk står han på egne ben, men er stærkt inspireret af amerikansk rootsmusik. I 2025 blev han en publikumsfavorit på Tønder Festival, og nu vender han tilbage.

Født i Colorado, opvokset i det nordlige Michigan og det nordlige New York og siden bosat i storbyen Minneapolis og nu det landlige Minnesota, har Erik Koskinen levet rytmerne fra fabriksbyer og landbrugsområder. Han arbejdede i en årrække inden for byggeri, mens han sideløbende udviklede sin musikkarriere.

Erik Koskinens rytmiske integritet og den musikalske tone er lige så vigtige som hans sangtekster og det kunstneriske udtryk. Han har med respekt indskrevet sig i rækken af skarptskårne sangskrivere som Woody Guthrie og Ry Cooder, samtidig med at han udtrykker sig enkelt og hverdagsagtigt.

Publikum kan se frem til en koncert med en kunstner, som Minneapolis Star Tribune beskriver som “den ægte vare” og “den bedste country-sangskriver i Minnesota.”

Erik Koskinen optræder med band, og det er hans eneste danske koncert i 2026.
www.erikkoskinen.com



Ron Sexsmith (CAN)

Ron Sexsmith er en canadisk sanger og sangskriver fra St. Catharines, Ontario, som gennem mere end tre årtier har opbygget et ry som en af de stille, men respekterede stemmer inden for folk-pop og i singer-songwriter-­kredse.

Hans udtryk er kendetegnet ved en ærlig, følsom lyrik, smukke melodier og en underspillet vokal, der fremhæver små nuancer og menneskelige øjeblikke.

I sine sange blander Ron Sexsmith klassisk pop, folk og rødderne i roots-rock, ofte med et sparsomt arrangement, men altid med fokus på sangene og stemningen.

Ron Sexsmith slog igennem med sit selvbetitlede album i 1995 og har siden udgivet adskillige album, heriblandt ‘Retriever’ (2004), ‘Time Being’ (2006) og ‘The Vivian Line’ (2023) – hver med deres særpræg, men med hans kunstneriske integritet som fællesnævner.

I august 2025 udgav han ‘Hangover Terrace’, hvis titel udtrykker en slags efterklang – følelsen af at være rystet af de seneste år med pandemi og livets op- og nedture.

På scenen er Ron Sexsmith kendt for at bruge sin stemme og guitar til med stor inderlighed at præsentere sine sange på en nærværende måde. Publikum kan se frem til en koncert, hvor det rolige, melankolske og reflekterende univers møder varme melodier og stor musikalitet.

På Tønder Festival optræder Ron Sexsmith solo og bliver også en del af Gentlemen’s Circle.

Eneste danske koncert i 2026.

www.ronsexsmith.com



The Brothers Comatose (USA)

Brødrene Ben og Alex Morrison havde altid haft stor respekt for bluegrass-musik, men det var ikke i deres blod. De voksede op i et musikalsk hjem i San Francisco og var flasket op på californisk rock, folk og country. Så da de begyndte at spille traditionelle akustiske instrumenter, skabte de uforvarende deres egen lyd - et afslappet, solrigt modstykke til klassisk bluegrass, der kendetegner The Brothers Comatose.
Da en af bandets fans døbte lyden ‘golden grass’, føltes det så rigtigt, at det siden er blevet deres varemærke og titlen på deres seneste album fra september 2025.
Albummet cementerer The Brothers Comatose som bannerførere for en blomstrende, innovativ West Coast roots-bevægelse, som fusionerer oldschool strenginstrumentering med

singer/songwriter-håndværk og rock’n’roll-begejstring. Sangene er lige så forskellige og fængslende som det californiske landskab - til tider ubekymrede og luftige, til tider vilde og barske. Altsammen drevet af klangfulde vokalharmonier og violin (Phil Brezina), banjo (Alex Morrison), mandolin (Addie Levy) og kontrabas (Steve Height).

Med seks albumudgivelser, millioner af streams, koncerter på festivaler som Hardly Strictly Bluegrass, turnéer med navne som The Devil Makes Three og en stadig voksende fanskare er The Brothers Comatose i dag et af de mest markante navne i moderne amerikansk rootsmusik.

Med deres eneste danske optræden i 2026 er de klar til at fylde Tønder Festival med den særlige golden grass-stemning.
www.thebrotherscomatose.com



James McMurtry (USA)

Den amerikanske singer-songwriter og guitarist James McMurtry har for længst indtaget en central plads i moderne roots- og americanamusik med sine rå, præcise fortællinger.
Hans debutalbum ‘Too Long in the Wasteland’ (1989), der blev produceret af John Mellencamp, viste tydeligt hans sans for små, men skarpe iagttagelser og for at skabe karakterer i sine sange. Noget han tog med sig fra sin opvækst som søn af romanforfatteren Larry McMurtry.
James McMurtry slog for alvor igennem med det anmelderroste album ‘Childish Things’ (2005) - særligt sangen ‘We Can’t Make It Here’ vakte stor begejstring hos flere anmeldere, der kaldte den en af de vigtigste protestsange i nyere amerikansk folkmusik. Siden har han markeret sig som en sangskriver i stadig udvikling og inspireret yngre kunstnere som Sarah Jarosz og Jason Isbell.

Både James McMurtrys album og hans koncerter er bygget op omkring virkelige mennesker og steder - småbyer, arbejderklassen, de oversete stemmer - hvis historier han fortæller med humor, smerte og respekt.

James McMurtrys ellevte album, ‘The Black Dog and the Wandering Boy’ (2025), tager blandt andet afsæt i hans families erindringer. Vi møder en sherif, der jager agerhøns til hest og skjuler en hemmelig familie, en mekaniker, der spekulerer over, om han har råd til at beholde sin kæreste, og en plaget mand, der ser hallucinationer af en sort hund og en vandrende dreng. Alt sammen på et bagtæppe af guitarer, værtshus-harmonier og strejf af banjo og mundharpe.

På Tønder Festival optræder James McMurtry med sit faste band, og publikum kan se frem til en intens oplevelse, hvor sangteksterne og historiernes karakterer får plads.
Eneste danske optræden i 2026.

www.jamesmcmurtry.com



Aaron Lee Tasjan (USA)

Aaron Lee Tasjan er en af de mest nyskabende stemmer på den amerikanske roots- og indie­folk-scene. Med fem anmelderroste album har han udfordret genremæssige konventioner med et glimt i øjet og stor spændvidde.

Hans særlige blanding af indie-­folk, alternativ country og glamrock har indbragt ham flere Americana Music Association-nomineringer og en Grammy-nominering for ‘Best American Roots Song’ (2022). Og magasinet Variety udnævnte hans femte album, ‘Stellar Evolution’ (2024), til en af årets bedste udgivelser.
På ‘Stellar Evolution’ forener Aaron Lee Tasjan synth-drevne eksperimenter og folk-­rødder i sange, der blev skabt i en tid med stigende politisk pres og hadefuld højrefløjsretorik mod LGBTQ+-miljøet i de amerikanske sydstater. På albummet krydser han genregrænser, deler sin personlige kamp og hylder forandring, kærlighed, fællesskab og retten til at være sig selv.
I 2025 markerer Aaron Lee Tasjan tiåret for sit solodebutalbum ‘In the Blazes’ (2015) med en særlig genudgivelse med nye numre og en jubilæumsturné. Til hans koncerter kan publikum forvente hele det musikalske spænd - fra de tidlige, guitarbårne alt-country-numre til de seneste kosmiske pop-elementer. Med andre ord et sæt, der utvetydigt viser Tasjans evne til konstant at udvikle sig uden at miste hjertet i sin sangskrivning.

På Tønder Festival optræder Aaron Lee Tasjan med band.

Eneste danske koncert i 2026.

www.aaronleetasjan.com

 

Susan O´Neill (IRL)

Irske Susan O’Neill er en sjælden kraft i moderne americana-musik, med en stemme der både kan berolige og brænde. Hendes koncerter balancerer rå følelsesmæssig styrke og fine nuancer, og hun besidder en dyb autenticitet - både som sangskriver og performer.

Gennembruddet kom med samarbejdsalbummet ‘In The Game’ (2021) med den irske sanger og sangskriver Mick Flannery - et album, der modtog stor ros og viste deres kemi som historiefortællere og performere.

Siden har Susan O’Neill turneret flittigt i hele Europa og Nordamerika og tryllebundet publikum på festivaler, til solokoncerter og som special guest for en række kunstnere, blandt andre Phoebe Bridgers, Calexico, Jamie Cullum, Valerie June og The Teskey Brothers.

Hendes arbejde har høstet anerkendelse fra både medier og kolleger, og hun er blevet nomineret til prestigefyldte priser som RTÉ Radio 1's ‘Best Female Folk Artist’ og Choice Music Prize.

De seneste par år har Susan O’Neill dedikeret sig til at udvikle sig som soloartist. Hendes blanding af folk, soul, blues og indie-elementer er umiskendeligt hendes egen – intim, men ekspansiv, klassisk, men frisk.

I 2024 udgav hun soloalbummet ‘Now in a Minute’, der røg til tops som nr. 1 på Irlands Independent Album Chart.

På Tønder Festival 2026 kan publikum opleve Susan O’Neills magnetiske tilstedeværelse på scenen i en duo-konstellation.
Eneste danske optræden i 2026.

www.susanoneill.ie

 

Tønder Festival 2026 – so far:

Aaron Lee Tasjan (USA), Sam Kelly & The Lost Boys (UK), Joce Reyome (CAN), Erik Koskinen (USA), Ron Sexsmith (CAN), The Brothers Comatose (USA), James McMurtry (USA), Susan O´Neill (IRL).

 

Tønder Festival 26. 27. 28. 29. august 2026

www.tf.dk

www.facebook.com/tonderfestival

Twitter: @tonderfestival

Instagram: TONDERFESTIVAL

Billetsalg på www.tf.dk

Nyheder

De første otte navne på næste års program

Fra britisk folk-eksplosion til californisk “golden grass” og amerikanske sangskrivere i verdensklasse. Vi lægger stærkt ud med de første otte navne på festivalplakaten for 2026.

Praktiske links

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tønder Festival vil bruge den information du giver i denne formular til at holde kontakten med dig og sende nyheder om og relateret til Tønder Festival. Sæt venligst kryds herunder, hvis du er indforstået med dette: