Nyheder

Ekstra støttekoncert

14. august 2020

Billetterne til støttekoncerten for Tønder Festival blev revet væk på ti minutter. Nu kan publikum se frem til en ekstra koncert om eftermiddagen, og samtidig kan man købe adgang til streaming af koncerten om aftenen lørdag 29. august.

Det tog cirka ti minutter at sælge billetterne til støttekoncerten for Tønder Festival lørdag 29. august Schweizerhalle/Tønder Kulturhus. Den overvældende interesse har fået arrangørerne og kunstnerne til at tilbyde en ekstra støttekoncert. Den finder sted samme dag og samme sted kl. 14. https://tf.dk/praktisk-2/toender-festival-circle

De er på scenen om eftermiddagen
Til eftermiddagskoncerten optræder Signe Svendsen, Niels Hausgaard, Jacob Dinesen og Mallemuk. De fire kunstnere er også på scenen til aftenens udsolgte koncert, som desuden byder på sangskriver Rikke Thomsen.

Aftenkoncert bliver streamet på nettet
Med et begrænset antal siddepladser på grund af corona-retningslinjerne har arrangørerne besluttet at livestreame koncerten om aftenen. Det koster 100 kr. at få adgang til livestreaming af koncerten.

Billetter til ekstrakoncert og livestream-adgang sælges fra mandag 17. august kl. 10.

Tak for opbakning
Støttekoncerterne er etableret takket være den lokale lydtekniker Ulrik Tjørnelund Bossen. Han kontaktede nogle af de musikere, der er tæt forbundet med Tønder Festival, og det blev et stort ja fra dem.

“Det er overvældende med den store interesse, og vi vil gerne endnu engang bringe en kæmpestor tak til initiativtagere, musikere, frivillige og publikum for opbakningen,” siger Kirstine Uhrbrand, administrerende direktør for Tønder Festival.

HUSK OGSÅ: Der er et stort udvalg af forskellige festivalpakker med inspiration til at skabe en fest derhjemme med Tønder Festival-stemning. En festivalpakke kan eksempelvis være med drikkevarer, Tønder Festival-støttearmbånd samt et særligt festivalhæfte. I hæftet kan man finde opskrifter på alt fra Lille Fanøs solæg til Hanne Maries kyllingegryde, hilsner fra musikerne – og teksten til “Will the Circle Be Unbroken”. Man kan også købe pakker med brunch, burgere, festivalplatte, livemusik med lokale musikere på Hagge’s Pub og grillaften i Skærbækcentret. Festivalpakkerne kan købes via Tønder Festival Circle. Se mere her: https://tf.dk/koeb-en-pakke-med-festivalstemning

Fakta om støttekoncerterne:

Eftermiddagskoncert
Sted: Lørdag 29. august kl. 14, Schweizerhalle/Tønder Kulturhus.
Medvirkende: Signe Svendsen, Niels Hausgaard, Jacob Dinesen & Mallemuk.
Pris: 500 kr. (begrænset antal billetter).
Billetsalg åbner mandag 17. august kl. 10.

Aftenkoncert
Sted: Lørdag 29. august kl. 20, Schweizerhalle/Tønder Kulturhus.
Medvirkende: Signe Svendsen, Niels Hausgaard, Jacob Dinesen, Rikke Thomsen og Mallemuk.
Koncerten er udsolgt. Der er oprettet venteliste.
Dog er der stadig ledige VIP-billetter til særarrangement på Tønder Rådhus samt koncerten.

Aftenkoncerten bliver streamet, så den kan ses i hele landet lørdag aften kl. 20. Prisen for adgang til koncertstream er 100 kr.

Følg os

Vestergade 80,
6270 Tønder
Åbningstider
Tirsdag   11-16
Torsdag  11-16
Forbehold for ændringer

Tilmeld dig nyhedsbrev
* Skal udfyldes
bookmark
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram